Custom Motor Show 2023

Custom Motor Show 2023

41.000 kvadratmeter fordelt på fire haller fyldt med alt fra biler til motorcykler, bilplejeprodukter, racerhold og sågar en Biltema, som var den taget ud af en af forretningerne, med et udvalg fra deres bil kategori. Elmia har alt, hvad hjertet begærer, uagtet hvilken form for motor interesse man har. Om det er nye gadgets og trends, motorsport, nostalgi eller motorsports classic, er der noget for enhver smag. Custom Motor Show er klart en tur værd, hvis man vil at se noget helt ekstraordinært og noget af det ypperste indenfor denne kategori. Custom Motor Show havde et forventede antal besøgende på 77.864, men hele 90.195 besøgte Elmia i påskedagene, og det kunne i den grad mærkes i hallerne, der var fyldt med mennesker.

Custom Motor Show 2023

Hele turen værd

Distancen til Jönköping kan for nogle på denne side af Øresund virke noget skræmmende, men der er ingen grund til bekymring, kun anbefalinger herfra til Custom Motor Show, der år efter år leverer en ekstraordinær messe med det ypperste indenfor motor verdenen og hvis man har brug for adspredelse fra påskefrokosternes mange glæder, kan man sagtens gøre Custom Motor Show til en årlig tradition, uden at messen bliver for ensformig, da der forud for messen ligger en ansøgningsproces, inden udstillerne bliver endeligt udvalgt og udskiftningen af de udstillede biler er derfor varierende. 

Custom Motor Show 2023

Dansk hotrod

I år var Samuel Pedersen alias Mrrekord fra Midtjylland udstiller med sin spektakulære og iøjnefaldende bil, der tilmed er fuldt godkendt, godt hjulpet på vej af AutoConsult. Samuel tog den lange vej fra det mørke Jylland til Jönköping med bilen på en trailer og fik efter ankomst tildelt en lettere tilfredsstillende plads lige i midten af hal A. 

Vi har tidligere været forbi Samuel, læs artiklen her

Custom Motor Show 2023

Ervins vilde E30 build

Derudover mødte vi Ervin Arnaszus, en ven af Racelens, som viste sit seneste build frem for første gang til Custom Motor Show i år. Vi har fulgt med i processen, som han har delt på sociale medier i løbet af året. Ervin er vant til at bygge banebiler, men dette er hans første build, som skal på gaden og have nummerplader på. Men det afskrækker ham ikke fra, at give den fuld gas under hjelmen. Bilen har nemlig fået 930 hestekræfter og over 1000nm, blandt andet ved hjælp af en stor turbo samt forstærkninger i motoren.

Udover det helt specielle undervogns setup som Ervin har lavet fra bunden, så er gearkasse setuppet også helt specielt med en 8HP70 gearkasse, som oprindeligt er en automatgearkasse, der er blevet ombygget med elektronisk kobling. Derved opnår man egenskaber man ellers kun ser ved en sekventiel gearkasse.

Custom Motor Show 2023

Det er ikke kun Custom Motor Show, der trækker folk til byen, ligeledes gør træffet ved motorvejsafkørslen A6, der giver liv i byen, når den ene højttaler spiller højere end den anden og festglade unge indtager parkeringspladsen foran indkøbscentrene. Politiet stiller talstærkt op, men træffet får lov at leve, i kontrast til det vi kender herhjemme, er de ikke til stede for, at stoppe det, men blot sørger for, at alt forløber lovmæssigt, da de i Sverige har nul tolerance for alkohol, når man kører bil. På trods af en del smadrede flasker fra aftenens samling, var der allerede dagen derpå ryddet op på hele pladsen. 

Custom Motor Show 2023

Gatebil Scandinavian Drift Series

Gatebil Scandinavian Drift Series arrangerer nogle af Nordeuropas største begivenheder med i alt fire runder i både Sverige og Norge. 2023 sæsonen ser noget anderledes ud fra forrige år, da den nye Gatebil Scandinavian Drift Series erstatter Gatebil Swedish Drift Series og gør derfor serien mere prestigefyldt, da kørere fra hele Skandinavien bliver samlet i én drift-serie. Sæsonen startede på Mantorp Park tilbage i marts måned med en forsæson-test og første runde blev kørt til Påsksladden ved Custom Motor Show og her var det specielt nordmændene, der pressede svenskerne til det yderste, i en serie, der hidtil har været svensk og gav dem kamp til stregen. Top 4 bestod nemlig af tre nordmænd og én svensker, det endte med en 2. plads til norske Christoffer Syvertsen og en 3. plads til norske Sondre Erga, men det var svenske Alfred Grindberg, der løb med sejren af første rundes SDS. Dette var til stor overraskelse, da han havde store problemer med en smadret bil under top 4, der mest af alt lignede noget, der ikke kom på banen igen og hvor både fejemaskinen og fejebladet blev involveret, men med et godt mekaniker team, kom han efter blot 10 minutter på banen igen, klar til at kører finalen.

Custom Motor Show 2023

Danmark repræsenteret

Danmark er fint repræsenteret i Scandinavian Drift Series i form af Overboost Driftteam, Melin Motorsport og Kraus Racing. Desværre gik det ikke som forventet for de danske drenge, da Melin knækkede to kardanaksler og han måtte, sammen med Kraus, allerede se sig slået ud i kvalifikationen inden top 32. Overboost Driftteam nåede til top 32, men heller ikke uden problemer, da udfordringer med motor fik bilen til at ramme betonen, og efter første runde måtte han ligeledes se sig slået af de garvede svenskere og nordmænd i første runde af SDS. Vi ønsker dem al held og lykke i resten af turneringen.

Vores kalender på hjemmesiden opdateres løbende, så du kan følge med i, hvilke danske events der afholdes og hvornår. 

GALLERI

Ved deling af billeder på facebook eller instagram, så venligst krediter fotograf og Racelens. 🙂
Hvis du ønsker at bruge billederne i kommerciel sammenhæng, kan du søge om tilladelse her.

DMCA.com Protection Status